Arkitektens sommerhus ved Gerå
Sommerhus Gerå 57 m2 2008

Sommerhuset ved Gerå er arkitekt Terkel Bundgaards eget sommerhus fra 2008. Designet er tidsløst og er derfor lige så aktuelt i dag, som det år det blev bygget.

Det er beliggende midt i den vilde natur og ligger skjult for forbipasserende. For ikke at forstyrre naturen er sommerhuset bygget på et stribefundament i beton, der hæver huset over jorden og lader naturen fortsætter under huset. Naturen får lov at vokse vildt og omkranser huset med kun en enkelt slået græssti, der leder ind til huset. 

Sommerhuset er tegnet med inspiration i 60’ernes byggestil i et simpelt design af træ og glas og med et væld af farver.  En stor del af husets facader er i glas for at trække naturen med helt ind i opholdstuen. Terrassen er overdækket og forlænger derved stuen ud i naturen. Den udendørs pejs gør det muligt at bruge terrassen hele året rundt. 

Indvendigt er det primære materiale træ, som dækker både gulv og vægge og passer ind i sommerhusstemningen. Sporet fra 60’erne kommer specielt til udtryk i de farvede elementer i boligen, fx de orange døre mod soveværelset. Huset er indrettet med møbler bygget af arkitekten, genbrugte møbler der har fået ny plads og betydning, samt små loppefund der sætter prikken over i’et.